fuld af oplevelser

Parken

Her på siden finder du et overblik over vores smukke minigolfpark. Du kan finde en beskrivelse af de 18 unikke adventure baner og hvilke vartegn de er inspireret af.
Her er også information om vores hyggelige café og familien bag MinigolfParken.

oplevelser for livet

MinigolfParken

Minigolfparken er det perfekte mål for din familieudflugt.
Parken tilbyder 18 unikke adventurebaner, hvor du kan spille
dig igennem Odsherreds attraktioner og vartegn.

Her kan en familie på ferie nemt bruge et par timer på de udfordrende
baner, nyde de smukke omgivelser og den lækre mad fra vores café.

Hos os er der plads til alle. Både til dig som gerne vil have en
sjov oplevelse med minigolf, men også til dig, der vil opleve minigolfs
mere seriøse side. Vi tilbyder nemlig flere typer bolde i forskellige
vægtklasser, som giver dig mulighed for at nørde teknik.

Gå på opdagelse

Vores 18 baner

Det helt særlige ved MinigolfParken er vores unikke baner, der er inspireret af det omkringliggende
 Odsherreds smukke vartegn og attraktioner. Herunder kan du læse om de forskellige baner.

BANE 1

Plejerup langdysse

På denne bane skal bolden føres igennem en kopi
af Danmarks måske smukkest beliggende langdysse, Plejerupdyssen.

Dyssen er 35 meter lang og ligger i Odsherred med den mest fantastiske udsigt over Lammefjorden og Isefjorden, mod Tuse Næs, Hornsherred og Kongsøre. Tidligere har dyssen været svært tilgængelig, men for nyligt er der etableret parkeringsplads og trampesti, så flere kan nyde godt at det fine område.

Stedet er et oplagt udflugtsmål med madkurv og en tanke på, at der i oldtiden også sad folk her og nød udsigten.

BANE 2

De 5 dutterhøje

Denne bane er skabt med inspiration fra ‘Dutterhøje’,
fem gravhøje fra bronzealderen, som ligger ved Asnæs.

Her gælder det om at placere bolden helt rigtigt mellem de fem gravhøje, så du kan få hole-in-one. Dutterhøje er ret fine eksempler på de rundhøje, man byggede som gravhøje i bronzealderen.

Selvom der er fundet tusindvis af gravhøje i Danmark, er mange af dem pløjet i stykker eller på anden måde ødelagt. Heldigvis er Dutterhøje ret intakte og de er et fint udflugtsmål, hvis du vil mærke historiens vingesus.

BANE 3

Solvognen

Et af de vigtigste bronzealderfund i hele Europa,
er fundet få kilometer fra MinigolfParken.

I Trundholm Mose fandt man i 1902 Solvognen.
En bronzefigur der blev nedsænket i mosen som en offergave til guderne. På denne bane skal du føre bolden mellem mindre udgaver af de smukke relieffer, der er opført ved fundstedet.

Det er er nemlig markeret med et stort, smukt relief, der forener kunst, formidling og mindet om bronzealderen.
Et oplagt besøgsmål når man er på tur i området.

BANE 4

Dragsholm slot

Dragsholm slot er et af Danmarks ældste slotte, det blev opført for mere end 800 år siden, og har overlevet krige, dramatiske mord og adelens intriger.

Historien om den hvide dame, spøgelset af den stakkels indemurede adelsfrøken, er et af de kendte sagn fra slottet.
På banen inspireret af Dragsholm slot, skal du have bolden sikkert igennem hullet, som hun var muret inde i.

Dragsholm har på fineste vis formået at forene det historiske slot med moderne bekvemmelighed og rummer både hotel, gourmet restaurant, slotskirke og selskabslokaler.

BANE 5

Gniben

Gniben er Odsherreds yderste spids
og et oplagt sted til en frisk gåtur.

Området er en bakket fornøjelse, da det er en del af den randmoræne, der opstod, da et isfremstød fra Sverige skød ind over Kattegat. På denne bane spiller du op langs Odden Kyst, forbi skibsvraget og helt op til Gniben, hvor bolden skal i hul.

Gniben er et yndet udflugtsmål for lokale og sommerhusejere, med smuk natur og flot udsigt over havet. Området tilhører Søværnets Center for Våben, og der er derfor kun adgang for offentligheden uden for almindelig arbejdstid.

BANE 6

Danmarks midtpunkt

Vidste du, at du befinder dig tæt
på Danmarks officielle midtpunkt?

Det findes i den smukke havneby Rørvig på positionen
55° 58″ nord og 11° 46″ øst, for at være helt præcis.

Rørvig er en smuk by, hvor der særligt om sommeren
er gang i krabbefiskeri, is og god stemning. Denne bane er MinigolfParkens sværeste bane, da du skal have bolden op
af flere små niveauer for at få den i mål.

Midtpunktet i Rørvig er markeret med informations-
tavle og sten, så det er til at finde.

BANE 7

Lumsås mølle 

På denne bane skal du have bolden gennem en
tro kopi af Lumsås Mølle, dog i en mindre udgave.

Lumsås mølle, der har rødder helt tilbage til år 1610
og har været gennem en omfattende restaurering
i de sidste 50 år. Møllen er et arbejdende museum
og bestyres af et Mølle- og Bylaug.

De afholder løbende arrangementer, så du kan opleve
møllen indefra. Det er også muligt at købe mel, malet
på møllen. Perfekt til morgenbollerne i en weekend.

BANE 8

Lommestenen 

Legenden siger, at en trold i vrede over larmende kirkeklokker kastede en sten fra sin lomme mod kirken.

Den ramte heldigvis ikke, men landede i Isefjorden.
På banen skal du have bolden gennem bølgeskvulp
og op forbi den store sten.

Hvis I skal en tur til Stokkebjerg Skov, er det oplagt at gå forbi stranden og se stenen, en lommesten, der passer i de færreste lommer. Hvis det er sommer, kan man jo forsøge at klatre op for at se kirken, som trolden prøvede at ramme.

BANE 9

Gudmindrup strand

Gudmindrup strand er en af Danmarks smukkeste strande. En fantastisk sandstrand med vand, der næsten får en til at tro at man er i tropiske lande.

På denne bane skal du have bolden ned af stranden
og hen til livredderhuset. Stranden er utrolig børnevenlig,
da man skal meget langt ud, før det bliver dybt.

Der er anlagt en gangsti af træ og stål hele vejen ned
til vandet, så det også er muligt for dårligt gående at
komme i vandet.

BANE 10

Vejrhøj

Vejrhøj er et af de steder i Odsherred, som du
bliver nødt til at besøge, hvis du er glad for gåture.

Der er forskellige trampestier, som fører op på toppen af Vejrhøj, det højeste punkt i Odsherred og faktisk det tredje højeste punkt på Sjælland. På en klar solskinsdag, kan man
se forbrændingstårnet i Roskilde.

Udover den smukke udsigt, er naturen omkring Vejrhøj fantastisk. Selve minigolfbanen går op ad bakke og en spændende udfordring, der kræver lidt teknik.

BANE 11

Esterhøj gravhøj

Gravhøjen Esterhøj er et interessant besøg af flere årsager.

Ved gravhøjen er der placeret en kæmpe genforeningssten, som folk fra lokalområdet har trillet fra stranden og hele vejen op på toppen.

På toppen har du en fabelagtig udsigt, hvor du kan se landskabet flade helt ud nede i den inddæmmede Lammefjord på den ene side og på den anden side se Sejerøbugten og hele vejen op til Sj. Odde. På banen skal du have spillet bolden sikkert ind i gravhøjens mørke.

BANE 12

Klint stenstabling

Hvis du går en tur langs Klint strand, vil mystiske
skikkelser tone frem af disen. Søjler af sten,
tilsyneladende holdt oppe af ren magi.

Stensøjlerne blev startet af den tyske kunstner Udo Leis i 2010 – og stensøjlerne er siden vokset i antal. Turister og lokale blev inspireret og har stablet et utal af søjler.

Men der er altid plads til flere. Og hvis der lige har været storm, er der ekstra god grund til at lægge vejen forbi Klint Strand og få søjlerne stablet op igen.

BANE 13

Odsherred Zoo Rescue

Hvis du har lyst til at besøge et lille åndehul for dyr,
så skal du tage til Odsherred Zoo Rescue.

Her modtager de eksotiske dyr, der på den ene eller
den anden måde er i nød. En lille zoo med forskellige
aber, slanger, øgler osv.

Størrelsen er overskuelig for små børn og man kan nå rundt og se alle dyrene uden at det bliver for meget. På banen her skal du rundt om dyr og fine stenformationer, for at få bolden i mål.

BANE 14

Rute 21 

Når du hører ordet Rute 21, tænker du måske,
at det hverken er kønt eller specielt interessant.

Men Rute 21 har haft en kæmpe betydning for hele Odsherreds udvikling. Det er blevet meget nemmere at komme ind mod de større byer og har gjort området mere tilgængeligt for folk, der har brug for at pendle på job.

Odsherred ville ikke være det samme i dag, hvis Rute 21
ikke var blevet etableret. På denne bane får du lov at øve flettereglerne, når du fører bolden sikkert gennem ruten.

BANE 15

Lammefjorden

Den inddæmmede Lammefjord er blevet
hele Sjællands køkkenhave.

Den fremsynede herremand fra Dragsholm Slot, besluttede
i 1873 at inddæmme fjorden, for at få mere landbrugsjord.
Den tørlagte havbund viste sig at være fænomenal at dyrke grøntsager i, hvilket bønderne stadig nyder godt af i dag.

Man kan gå tur langs diget, hvor man imponeres over de store vandmasser, der før flød ind over landet. Banen her går under Rute 21 og bolden får fart på ned af bakken, så det kræver lidt teknik at få den til at lande rigtigt.

BANE 16

Næsholm borgruin

På en lille ø i en sø ligger Næsholm borgruin. Der er kun lidt af fundamentet tilbage, men stedet er stadig et yndet udflugtsmål.  

En pælebro, der er en næsten nøjagtig kopi af den originale bro fra år 1278, fører ud til øen. Der er meget få skriftlige kilder om borgen, og derfor kan du nemt give fantasien frit spil når du står på de gamle sten og kigger ud over vandet.

En ting er sikkert, det har været næsten umuligt at indtage den lille borg, da den lille ø ikke er landfast nogen steder.

BANE 17

Sommerland Sj.

Sommerland Sjælland er et af de steder, som alle børn i Odsherred kender.  

Sommerland har gennem årene opbygget en herlig park, hvor der er plads til hele familien. Parken har flotte grønne områder, hvor man kan slå sig ned med en madkurv, der er forlystelser til store og små, og sjove events sommeren igennem.

Hvis den lokale strand er overtaget af vandmænd og tang, så er Sommerlands Vandland det oplagte valg med både vandrutsjebane, piratskib og meget mere.

BANE 18

Ulkerup folket 

Ulkerup var i århundreder en hengemt skovlandsby indtil Christian d. 7. besluttede at tvangsudflytte hele landsbyen.

Der er meget få historiske kilder om tvangsudflytningen. Det har givet grobund til en masse sagn og myter om at ulkerupfolkets sjæle stadig befinder sig i skoven. Ulkerup skov er både en smuk gåtur, en kulturhistorisk oplevelse og det perfekte sted at starte en spøgelseshistorie.

To kunstnere har skabt en kreds af mystiske, kutteklædte skikkelser, der står tæt sammen og hvisker i skoven – meget stemningsfuldt hvis man besøger den ved skumringstid.

lidt til ganen

Vores Cafe

Efter et slag minigolf, hvor du har været koncentreret,
jublet og bevæget dig, har du brug for at blive tanket op. 

Og det kan vi heldigvis også hjælpe med. Vores café serverer kaffe,
the, kakao, kolde drikke og meget andet. Vi har fokus på de gode
råvarer og simple anretninger med god smag. Menuen skifter løbende,
men du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide,
hvilke lækre sager vi serverer i dag.  

“Vi er helt vilde med minigolf og vi har manglet et sted i området hvor vi kan spille. Det har vi endelig nu hvor MinigolfParken er kommet, og det er bare super fedt

BRIAN OG LONNIE KRISTENSEN

Det er bare så lækkert at der er kommet et sted som MinigolfParken, hvor der er en afslappet og god stemning. Her er der plads til at være sammen med familie og venner –  og selvom jeg altid ender med at tabe i minigolf er det stadig hyggeligt.

PIA SØHOLM

“Vi glæder os helt vildt meget til at byde folk velkommen i MinigolfParken. Det er en årelang drøm som går opfyldelse.

FAMILIEN LARSEN

bag minigolfparken

Familien Larsen  

MinigolfParken er kulminationen af en årelang drøm for familien Larsen.
De har som familie brugt utrolig mange timer på minigolfbaner rundt om
i Danmark, men har altid følt at der manglede noget. 

Familien Larsen drømte om at sætte minigolfen i centrum. De ville skabe et sted, hvor der både var plads til de glade amatører, som ønsker at bruge et par sjove timer i godt selskab, men også et sted, hvor man kunne udfordre sig selv og sit minigolfgame.

Parken er ikke blot et udtryk for deres store glæde ved minigolf men også
et tydeligt tegn på deres store kærlighed til Odsherred. Med udgangspunkt
i Odsherreds unikke vartegn og attraktioner, har familien skabt en park, hvor
de giver dig en hel særlig oplevelse, du ikke vil opleve andre steder.

LAG Midt-Nordvestsjælland har bl.a. ydet støtte til etablering af hul 11, 14, 15 og 16,
inventar til salgskiosk og formidlingstavler.

teknisk træning

De 3 bolde

Hvis du ønsker at tage dit spil til næste niveau, vil vi anbefale dig at prøve vores særlige bolde. Der er nemlig forskel på golfbolde. Alt efter hvilken bane du spiller på, kan du have brug for en bold der let triller, en der lander tungt og bliver liggende etc. Med den rette bold, kan dit spil nå nye højder. Ved hver bane vil der være en anbefaling til den rette boldtype.

Hurtig standardbold

Med en springhøjde på 44 cm, er den rigtig god til at hoppe ved mindre forhindringer.

Hjertebolden

Springhøjden er på 23 cm. En mellem bold,
som kan bruges ved alle baner.

Hård bold

Med en hård bold er der springhøjde på 23 cm. Den lander tungt og bliver liggende.

Hvem vil du udfordre i et uforglemmeligt slag minigolf?